Artiklen med to deltagere fra ‘gift ved første blik’ siger tydeligt, hvad vi har for problemer i dag. Vi er alt for hurtige til at gå ud af døren, når tingene ikke er som det, vi drømte om.
I alle forhold kommer der tvivl. Kærlighed handler om en masse ting. Hvad kan jeg byde ind med? Og hvad kan den anden partner tilbyde. Hvis begge elsker kultur, men den ene mener på tv og den anden går på museum, ja så må man gå på kompromis.
For et parforhold handler meget om kompromis. Og lige det, tror jeg kun bliver sværere og sværere i vores tid. En masse børn vokser op med to forældre, der giver dem lov til det meste. Hvad de vil spise, hvornår de vil sove, hvad deres beklædning skal være (har set børn møde op i to forskellige slags fodtøj. Tænker bare, om man får en god gang i en gummistøvle og en sandal) samt en masse andre ting.
Hverdagen i en vuggestue handler ofte om, at holde fast på det legetøj, man har fået fat på. De børn der er mest mig, mig, klarer sig oftest bedst. Men den egoistiske opvækst de har inden for hjemmets fire væge, og den de er tvunget til at have i vores institutioner, giver det grobund for et godt samarbejde i forholdet?
Det er ikke nemt at give kontrol fra sig. At lade en anden komme til og bestemme over en del af hverdagen. Med et’ man end ikke herre i sin egen seng. Som alt i livet er der fordele og ulemper,når man skal være to. Nok derfor så mange lever sammen,men hver for sig.
Efter man har lært hinanden bedre at kende, kommer det,at man for at få et godt forhold,skal åbne sig helt for hinanden og det kan være svært. Det er der mange åbner døren indefra og går ud.
Jeg tror konceptet med eksperter,der hjælper, støtter og rådgiver i nye forhold,vil vinde mere og mere ind. Vi kommer ikke kun til at gå til parterapi,når forholdet knirker,men også når vi skal starte det
