Jeg har altid haft en god fantasi. Da jeg var 11 år skrev jeg min første roman. Min far der også var forfatter, var lige død. Så den blev i kladdehæfterne.

Jeg fik min første datter tidligt. Og tre andre fulgte efter. Men drømmen og historierne blev i mit hovede.

I 2007 havde jeg orlov, fordi min ene datter havde anoreksi. Lykkeligvis fik hun det bedre. Og så kom tanken om, at tiden måske var til at prøve, om jeg kunne skrive en hel bog.

Jeg gik i gang, og langsomt fik personerne deres eget liv. Handlingen tog form, og på intet tidspunkt forsvandt ordene. Det var en vild og fed oplevelse. Da alt var skrevet i hånden, skulle det indskrives på pc. En langsom proces fordi jeg ikke var trænet. Derefter blev der læst korrektur og omskrevet med hjælp fra et firma. En meget lærerig og spændende tid.

Da jeg efter 1,5 år stod med “Monas hjerte” i hånden var det en god, men også underlig følelse. Den var jo næsten mit barn.

Siden kom “Tvekamp” der er krimi.

“Den hvide diamant” blev udgivet i 2012 og handler om misbrug af børn i bla. Asien. Jeg lavede en del research. Syntes det er vigtigt, vi ikke lukker øjnene for de frygtlige ting, der sker med børn rundt om i verden.

Jeg har altid syntes den rygsæk, vi mennesker bære rundt på er interesant. Derfor handler mine bøger også om hverdagen på godt og ondt. De er enkle og lette at læse/forstå. I vores travle verden har en masse brug for en bog, hvor man nemt forstår handlingen og kan huske personerne.

Min nye bog “Forbandelsen” er en gyser. På den måde at det er de ulykkelige sjæle der spøger. Sammen med nulevende personer, skaber den en historie om børn, og kærligheden mellem to mennesker.

Den blev skrevet i et øde hus i skoven. Håbede at de sjæle, der før boede der, ville vise sig og fortælle om fortiden. Da det ikke skete skabte jeg min egen historie.

I alle mine bøger har jeg brugt lidt fra mit liv. Vores bedste reference er vel os selv?